Formidling af fransk sprog og kultur er det, jeg brænder for, og undervisning i fransk er kernen i det hele.
Jeg er cand. mag i fransk, tysk og østasienkundskab fra Københavns Universitet og har undervist i 30 år på aftenskole, gymnasium, universitet, i erhvervslivet samt i Udenrigsministeriet. Endvidere har jeg oversat godt 30 bøger til dansk samt to af Molières komedier til Det Kongelige Teater. Jeg er lejlighedsvis skribent ved Weekendavisen og Information, hvor jeg fortrinsvis skriver om kultur. Endelig er jeg foredragsholder og bruges som “Frankrigskender” og ekspert i høflighed i medierne.
Jeg har bidraget til flere antologier om Frankrig, blandt andet Paris i serien Vide verden fra Aarhus Universitetsforlag og Håndbog i høflighed, som jeg også var redaktør for.