Fransk på Frederiksberg er en professionel sprogskole. Her finder du franskundervisning på alle niveauer. Jeg er uddannet cand. mag. i fransk og har beskæftiget mig indgående med fransk sprog, kultur og samfund i 40 år og undervist næsten lige så mange. Har bidraget til en række bøger om Frankrig, holder foredrag, oversætter skønlitteratur og drama, skriver artikler i Weekendavisen og Information. Endvidere er jeg tilknyttet Udenrigsministeriet som franskunderviser.
Hos Fransk på Frederiksberg lærer du at tale fransk. Du kommunikerer på fransk fra første time. Du får oparbejdet et præcist ordforråd og træner udtale og brugbare udtryk. Du bliver klogere på de fransktalende lande med hovedvægt på aktuelle emner i Frankrig og med tråde bagud historisk, politisk som kulturelt. Du bliver opdateret om trends, tendenser og andet, der rører sig i Frankrig og omegn.
Fransk på Frederiksberg er også et kulturrejsebureau. I januar 2022 kan vi forhåbentlig igen komme til Juan-les-Pins 20 kilometer fra Nice.
Fransk på Frederiksberg afholder med jævne mellemrum kulturarrangementer. Det nye program for efteråret 2021 bliver klar i løbet af sommeren.
Hvad skal vi egentlig med fremmedsprog? Hvad skal du med fransk – eller tysk, italiensk eller spansk for den sags skyld? I mange år har det været en politikerskabt fortælling, at det er tilstrækkeligt at kunne engelsk, hvis man vil kommunikere med mennesker fra andre lande og kulturer. Og sandt nok, hvis du bare ønsker at bestille en kop kaffe i en lufthavn eller spørge om vej, så kan du for det meste klare dig med engelsk eller måske tegnsprog.
Den kvalificerede og interessante samtale får du imidlertid først, når du kommer ind under huden på en anden kultur, kender værdierne i det pågældende land, bliver bevidst om de sociale koder, ved noget om historien.
Du kan have forskellige motiver til at ville lære fransk: Du skal bruge det i dit arbejde, du har måske fået en fransksproget kæreste eller et nyt familiemedlem, måske har du en bolig i Frankrig, måske ønsker du at kunne læse aviser og andre nyhedsmedier på fransk? Eller måske er du slet og ret et nysgerrigt menneske, der gerne vil kende et af denne verdens hovedsprog? Alle grunde er gode og gyldige.
Uanset dit motiv så står Fransk på Frederiksberg parat til at åbne døren på vid gab til den fransksprogede verden og give dig nye vinkler på tilværelsen, intet mindre!
Hos Fransk på Frederiksberg tilbyder vi franskkurser på alle niveauer: begyndere, lettere øvede og avancerede. Læs mere om de forskellige niveauer og se priser her.