Den 17. oktober genåbnede Menneskets Museum, Musée de l’Homme, efter at have været
lukket i 6 år. Der er ikke blot tale om en genåbning, men en genfødsel. Weekendavisen
var med.
Paris. “Gad vide, om der overhovedet er nogen ting tilbage derinde”, siger en fransk
etnolog fra tidsskriftet Histoire til mig, da vi står og venter på pressevisningen i
“Menneskets Museum”. “De tømte jo nærmest museet, dengang de skulle fylde noget ind
på Musée du Quai Branly. Specialisterne blev overhovedet ikke spurgt. En ren politisk
beslutning”, fnyser hun. Det skal vise sig, at hendes pessimisme bliver gjort til skamme.
Franskmænd går sjældent af vejen for at brokke sig, men her er der faktisk noget om
snakken. Det kræver et tilbageblik: Da Jacques Chirac blev præsident i 1995, fostrede han
idéen til et museum for ikke-europæisk kunst. Musée du Quai Branly blev navnet på den
nye institution, der var tegnet af Jean Nouvel og fik en fin placering som nabo til
Eiffeltårnet. Chirac og rådgivere havde naturligvis også gjort sig tanker om, hvor
effekterne til den nye kulturdarling skulle findes. De rettede blikket mod den anden side
af Seinen. Her lå Musée de l’Homme i det imposante Chaillot-palæ med en enestående
etnologisk samling, og vupti blev 300.000 genstande, en tredjedel af hele samlingen,
fragtet over broen til det nye museum. Kort efter blev Musée de l’Hommes europæiske
samlinger sendt til MUCEM, museet for middelhavscivilisationer i Marseille, der åbnede i
2013.
Dér stod Musée de l’Homme, ribbet for sit arvesølv og for at føje spot til skade skrumpede
bevillingerne til museet ind, forskerne fik mundkurv på, og alt var ganske forskrækkeligt.
Som en af hovedkræfterne bag genåbningen af museet, Evelyne Heyer, betror de
fremmødte journalister: “I 2000 var vi en hel del, der troede, at museet ville lukke
definitivt.” Museet havde nu også forinden været musealt på den kedelige måde: knogler,
mumier og sten i endeløse sale. Et syn på menneskets evolutionshistorie, gennemsyret af
racetænkning og rangordning som en kolonial genspejling af den tid, hvor man kunne
udstille døde mennesker i hel figur eller udvalgte kropsdele.
Det var den skæbne, der overgik sydafrikanske Saartje Baartman. Som 19-årig i 1807 blev
hun lokket til Europa med løftet om, at hun ville kunne tjene sine egne penge. Det
gjorde hun også ved at lade sig udstille under “kunstnernavnet” Hottentot Venus. Syv år
efter sin ankomst døde hun af druk eller sygdom. Den franske naturforsker Georges
Cuvier skrev en afhandling om kvinden og fik udstillet hendes hjerne, kønsorganer og
bagdel samt lavet en afstøbning af hende, som hun havde set ud i levende live. Alt dette
kunne ses på museet frem til 1974.
Krise kan føre til undergang – det ved antropologer om nogen. Så da beslutningen om at
renovere museet blev truffet, valgte forskerne at se situationen som en ny frihed til at
redefinere hele projektet. Og nu – 6 år og 92 millioner euro senere – materialiseres
anstrengelserne som et regulært paradigmeskifte i forståelsen af menneskets evolution,
godt hjulpet af nye tværfaglige discipliner som molekylær antropologi og molekylær
palæontologi.
Konkret betyder det: ud med skeletter i høje glasskabe, ud med kronologiske
fremstillinger. Ind med universelle, tematiske fortællinger om menneskets
udviklingshistorie. Ifølge Evelyne Heyer er ambitionen at lave en bredt formidlet
fortælling om menneskeslægtens opståen og udvikling i grænsefladerne med det
biologiske, det kulturelle og det sociale. Samtidig ønsker man at vise de fineste ting fra
samlingerne i lyset af de seneste teknologiske opdagelser.
2500 kvadratmeter har den mest publikumsvenlige del af udstillingen, La Galérie de
l’Homme, at boltre sig på. 1800 genstande er udstillet – 90 procent er hentet frem fra lagre
og kældre, resten er nyerhvervelser og donationer – dertil kommer det sidste skrig inden
for taktile skærme, dokumentarfilm, sanseoplevelser.
I pagt med tidsånden er der fokus på det visuelle. Scenografien – anden betegnelse giver
ikke mening – er lagt i hænderne på arkitekten Zette Cazalas, der har gjort det til sit
speciale at indrette museer. Resultatet er pædagogisk og smukt med flotte tableauer, der
fæstner sig på nethinden.
Museet er opdelt i tre afdelinger, der stiller sig selv de såre enkle og dybt komplekse
spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?
Som svar på første spørgsmål er der opstillet en tyve meter lang stålopsats, der svinger
sig fra stueetagen op på første sal gennem en stor åbning i loftet. På opsatsen er placeret
90 menneskebuster fra forskellige århundreder. Kvinder og mænd fra alle egne af verden,
nogle i gips, andre i bronze. I forgrunden troner et apparat, der fra 1850’erne til
1920’erne anvendtes til kranologiske målinger – datidens “videnskabelige” bevis på den
hvide races overlegenhed. Budskabet er enkelt: at vise menneskeslægten i al sin diversitet.
En digital infoplade fortæller, (pt kun på fransk, men engelsk kommer) at det ikke giver
mening at tale om forskellige racer. Nyere forskning viser, at vi er en art uden større
genetiske forskelle og alle nedstammer fra en gruppe på mellem 5000 og 15000
mennesker.
For første gang siden museets åbning i 1938 udstilles også pattedyr på menneskets
museum i selskab med mennesker og planter. Dette for at insistere på, dels at mennesket
er en del af en levende helhed, dels at grænserne mellem kategorierne er mere flydende
end før antaget. Filosoffen Descartes’ ord om, at mennesket var “som herrer over og
besiddere af naturen” har som bekendt været et carte blanche til at underlægge os
selvsamme natur. Men her ses hans kranium – ja, det ægte – i en fiktiv samtale med en
chimpanse.
Hvor kommer vi fra? Museet afliver myten om menneskets evolutionshistorie som en
lineær proces. I l’Abri des Ancêtres, “forfædrenes skjul”, der henligger i mørke, kan man få
et intimt tete-a-tete med cro magnonmandens kranium. Denne 50-årige mand levede for
28.000 år siden. Han og vi har samme hovedskal. Hans kranium blev fundet i 1868 i
Dordogne under opførelsen af en jernbane. Men han er ikke alene i dette skjul. Omkring
ham ligger kranier af neandertalere, for evolutionen har så at sige fundet sted ved
knopskydning, og flere arter har sameksisteret. Nyere dna-analyser viser, at bortset fra
mennesker, bosat syd for Sahara, indeholder vi alle 1 til 4 procent neandertaler, hvilket
naturligvis peger på seksuelt samkvem mellem dem og “os”. På en interaktiv
computerskærm kan man lave et portræt af sig selv som neandertaler.
Her hviler også cro magnondamen, la dame du Cavillon, med en yndig hovedbeklædning af
to hundrede små muslingeskaller. Dét at pynte sig og især dét at skildre verden
kunstnerisk bidrog formentlig til, at cro magnonerne så sig selv som mennesker.
Mon ikke også det gælder den forfader, der skar en frugtbarhedsfigur ud i
mammutelfenben,Venus de Lespugue ? Den lille lækkermås ligner et moderne kunstværk,
men har godt 23.000 år på sin yppige bag.
Oppe på 1. sal finder man Le Balcon des Sciences, der er tænkt som bindeled mellem
forskningen og udstillingerne. Her er opstillet computere med links til den nyeste
forskning. Inputtene leveres af 150 forskere, der arbejder i kulissen på museet.
Forskningsstaben er udvidet betydeligt og i tværdisciplinær retning. Således er der til de
klassiske fag som palæontologi og antropologi føjet neurovidenskab, medicin, genetik,
økologi, molekylær antropologi, videnskabshistorie, filosofi.
Dette museum om os selv er så interessant, at selv den mest historieløse, blaserte
teenager må løfte blikket fra smartphonen i de timer, et besøg tager. Men udstillingens
sidste spørgsmål “Hvor skal vi hen?” nøjes ikke med at være interessant, det er
foruroligende og rækker ud i fremtiden hinsides museumsbesøget især for nuværende
teenagere og deres kommende børn og børnebørn og fremdeles.
Menneskets tro på udvikling, videnskab, teknologi har bragt os vidt, men afskovning,
overfiskeri, global opvarmning, forurening er alvorlige biprodukter heraf. Som Heyer
formulerer det: “Mennesket har påvirket naturen, og nu påvirker den os tilbage. Det er vi
nødt til at forholde os til.”
Musée de l’Homme
17, Place du Trocadéro
71016 Paris
