En fransk lingvist hævder i sin disputats, at godt 50 nufranske ord har nordisk oprindelse. Langt størstedelen er ord fra den maritime sfære, for eksempel crabe, homard, bâbord og flot. Tag med på en sproghistorisk opdagelsesrejse.
Da jeg i sin tid læste fransk på universitetet, hed det sig, at kioekkenmoedding er det eneste danske ord, der har fået en plads i det franske sprog. Til dags dato er det dog endnu ikke lykkedes mig at støve en eneste franskmand op, der kender ordet. Heller ikke opslag i den 16 bind tunge Trésors de la langue française, har givet resultat. Kun den nyeste ordbogssamling Dictionnaire culturel de la langue française fra 2005, som jeg har konsulteret som research til denne artikel, har medtaget ordet. Samt danskproducerede dansk-fransk ordbøger. Så jeg indrømmer, at enhver tanke om det danske sprogs eksportpotentiale i for- og nutid har ligget mig fjernt.
Indtil jeg faldt over den franske lingvist Elisabeth Ridels disputats Les Vikings et les mots med undertitlen “Oldnordisk sprogs bidrag til det franske sprog”. Ifølge Ridel vandt små 150 nordiske danske ord indpas i det franske sprog. Af dem har godt 50 overlevet i dag og indgår i fransk standardsprog. De fleste er danske. Mere om det senere.
Der er vel at mærke ikke tale om eksotiske gloser à la kioekkenmoedding , men ganske almindelige ord såsom équiper (forsyne), flot (flod, højvande), homard (hummer) og regretter (fortryde).
Vikingerne gjorde deres entré på den europæiske scene omkring år 800 og ikke just med kultureksport på den elegante måde. Tværtimod, de angreb, hærgede, plyndrede, voldtog og satte ild til sagesløse klostre og byer, lige fra Lindisfarne på den engelske østkyst til Paris i 845 og frem til år 900. Der har naturligvis været spekuleret over, hvorfor vikingerne blev ekspansive lige der og på lige den måde. Forklaringen er sikkert den enkle, at deres hurtige fladbundede både var teknologiske vidundere i samtiden. Med andre ord: De førte sig frem, fordi de kunne. Så det var ikke for sjov, at tilføjelsen “Fri os fra de rasende normannere” indgik i den daglige bøn i den vestlige del af landet fra slutningen af ottehundredetallet.
Ikke mindst i den nordlige del gik vikingerne til makronerne: I 911 tørnede den svage, vestfrankiske konge Karl den Enfoldige sammen med vikingehøvdingen Rollo og hans mænd i et slag ved Chartres. Efterfølgende kom Rollo med et forslag til Karl, som han ikke kunne afslå. Det gik ud på, at Rollo skulle have overdraget et mægtigt landstykke, La Normandie. Til gengæld ville Rollo forpligte sig til at hjælpe Karl mod hans øvrige fjender. Det var en aftale! De to mænd trykkede hånd ved floden Epte i det, der i dag er en lille bitte landsby, Saint-Clair sur Epte. Og ja, en normand betegner naturligvis en nordbo.
I dag findes der nærmest ingen fysiske spor fra vikingerne i Normandiet. Ikke engang en lille runeindskrift har man kunnet opdrive. Til gengæld er der især på Cotentin-halvøen (hvor Cherbourg er den største by), mange stednavne, der umiskendeligt er af nordisk oprindelse. Det er navne, hvis andetled betegner naturforekomster såsom – bec (bæk) – dalle (dal) –fleur (floi) bugt fjord. Navne som Dalbec, Dieppedalle og Houlbec ligger snublende tæt på Dalbæk, Dybendal og Holbæk og henleder også tanken på en vis fransk forfatter ved navn Houellebecq for ikke at tale om Hambye eller Carquebut, der skulle “betyde” kirkeby. Mange bynavne, der i vikingeæraen endte på -by, blev med tiden byttet ud med det lokale -ville, men førsteleddet af navnet var typisk et mandenavn: Trouville er således Thorolfs by, mens Acqueville er Aages by, Gonneville er Gunnis by. Navnet på den store havneby Le Havre betyder i øvrigt “havnen”, idet havre betegner en naturlig havn.
Er disse nordiskklingende navne så bevis for, at vikingerne slog sig ned her og skabte nye byer, eller er det blot udtryk for, at vikingerne ville demonstrere deres kontrol over lokaliteterne ved at ændre de oprindelige navne? Formentlig begge dele. Et skrift fra et kloster ved Saumur i 1055 dokumenterer, at man – forståeligt nok – ikke var begejstret over at, at navnene på klosterets ejendommene i Cotentin var blevet tvangsændret. Ridel anser det dog for sandsynligt, at der i lige disse områder var en del nordiske kolonister. Hun mener dog ikke, at de var så mange, at deres tilstedeværelse var samfundsomvæltende i den forstand, at de påtvang frankerne deres egen livsstil, men hælder mere til, at vikingerne “blendede” ind med lokalbefolkningen, også sprogligt. Desuden lod de sig kristne.
Elisabeth Ridel er i øvrigt af den opfattelse, at indvandrerne eller kolonisterne, for det var jo, hvad de var, for størstedelens vedkommende var danskere. Hendes argument er, at mange af egennavnene på -bec er typisk danske, hvorimod norske egennavne typisk ville
ende på á eller – torp, og det er slet ikke så udbredt. Dermed underbygger hun Dodu, den franske krønikeskriver og forfatter til Gesta Normannnorum, et værk, han skrev på bestilling af Richard I af Normandiet, hvis bedstefar var Rollo. I sit værk hævder Dodu, at der i Bayeux taltes “mere dansk end romansk”. Man kan måske godt betvivle den historiske værdi af udsagnet, da Dodu skrev om hændelser, der havde fundet sted 80 år forinden. Nordmændene hævder, at Rollo var norsk. Fred være med det.
Nu til ordforrådet. Sprogligt er sporene fra vikingerne først og fremmest maritime, og det giver ifølge Ridel mening, eftersom de først og fremmest “gav os en veritabel havkultur”. Ord som vague (det gamle danske ord “vove”, som man stadig bruger i udtrykket “på de vilde vover”, flot “flod” i betydningen højvande, jævnfør “ebbe og flod” og nez , “næs”, altså et stykke land, der danner et fremspring for eksempel ude i havet. Også alle gode spiser fra havet crabe og homard behøver næppe nogen oversættelse, og det samme gælder marsouin, “marsvin”.
Når det kommer til fartøjerne selv, er der også gloser at hente: Det franske ord for bagbord bâbord, er tydeligvis af nordisk oprindelse.
Prøv at skifte e’et i équiper, som man kender fra dansk i det noget gammeldags “herreekvipering”, med et s, så har man det maritime ord “at skibe”. Ordet flotte, “flåde” har tydeligvis også nordiske aner. Alt i alt skønner Ridel, at der oprindeligt var 90 nordiske ord, hentet fra det maritime område. Det er altså langt den største gruppe og repræsenterer godt 60% af de samlede ord fra nordisk. I store træk er det kun de her anførte, der har overlevet tidens tand.
Også i landbruget er der godt 30 ord at hente, for eksempel ordet acre, ager. Dog er stort set alle gået i glemmebogen. Det samme gælder det yndige ord bruman, der betegnede en nygift mand. Verbet hanter kommer ifølge Ridel af “heimta”, hvad man umiddelbart forstår, men det ændrede betydning til “komme hjem” og siden “opsøge et sted”, nu er det betydningen “hjemsøge”, der har overtaget.
Selv et ord, der i vores ører klinger ærkefransk og i højere grad er en del af en (tabt) fransk livsstil, nemlig verbet flâner, er ifølge Ridel af nordisk oprindelse og havde oprindelig betydningen “dvæle”, inden verbet blev slebet af tidens tand og fik betydningen “flanere”.
Endelig er der verbet regretter, der oprindelig havde betydningen “at græde” efter gráta. Senere kom “at begræde”, og først senere fik ordet den betydning, vi kender fra i dag,
nemlig at fortryde. Så når Edith Piaf sang sit verdenshit om at gå all in i sit liv og intet fortryde, og når hun gav den gas med sine berømte rullende r’er, så må man sige, at sangen ikke havde været det samme uden de to r’er i regretter. Det kan De godt fundere lidt over, næste gang De hører sangen.
