Intensiv fransk samtale (B1.2) februar til marts
4.300,00 kr.
Intensiv fransk samtale
Samtalen er i fokus på dette hold. Du taler forholdsvis ubesværet fransk og kan uden store problemer læse en avisartikel om et givent emne – og referere, analysere på fransk. Du har et dækkende ordforråd, men vil gerne blive bedre til at nuancere dit sprog og få mere styr på de sproglige strukturer. Og måske stramme udtalen op.
Det kan være svært at følge med, når man ser et fransk nyhedsindslag eller en debat. Vi vil på dette kursus oparbejde og styrke evnen til at forstå det talte sprog. Samtidig vil vi udvide og finpudse ordforrådet yderligere gennem læsning og samtale.
Med hensyn til selve sprogstrukturerne kender du overordnet det franske verbalsystem og dets finurligheder og kan nogenlunde jonglere mellem passé composé og imparfait. Vi vil arbejde med ”le subjonctif” og betingelsessætninger. Andre sproglige strukturer kan få brug for at blive frisket op. Der vil være hjemmearbejde, hvor du arbejder med diverse øvelser. Desuden indgår en skræddersyet oversættelse af en mindre tekst fra dansk til fransk som en værdsat disciplin. Vi retter i timerne.
En vigtig komponent i timerne er, at du får viden om og indblik i Frankrig og i mindre grad andre frankofone lande: Historie, samfund, politik, omgangsformer, selvforståelse, sociale koder…
Vi beslutter på holdet, hvilke tekster I ønsker at læse. Timerne krydres med et aktuelt nyhedsindslag eller en sang (artikel, video) fra den fransktalende verden.
Der er rig mulighed for at holde små oplæg, diskutere, sammenligne med danske forhold – alt sammen på fransk naturligvis.
Dette er et kursus med en stejl læringskurve. Beregn to timers forberedelse til hver gang.
Undervisningen foregår i en tryg, uhøjtidelig og samtidig stærk, faglig atmosfære, og der serveres friskbrygget økologisk kaffe eller te.
Har du spørgsmål? Så ring på 61 600 602 eller skriv til ullagjedde@gmail.com
Beskrivelse
Antal lektioner: 8 x 2 = 16 lektioner à 45 minutter
Holdstørrelse: Maks. 6 kursister
Kursusperiode: tirsdag d. 3. februar – 24. marts
Undervisningstidspunkt: kl. 17:30 – 19:00
Materiale/læsebøger: Vi aftaler læsestof sammen
Grammatik: Vi benytter Grammaire progressive du français, A2-B1 (Clé International, 2019)
Der er 10% rabat for unge studerende under 25 år
Vi bruger den fantastisk gode grammatik, Grammaire Progressive A2/B1.Du kan købe bogen og andet materiale i Den Franske Bogcafé, Fiolstræde 16 i indre by i København. Sig, at du skal gå til fransk på Fransk på Frederiksberg og få 5 % rabat på bøgerne.
Andet materiale udleveres til timerne og er inkluderet i kursusprisen
NB! I 2026 bliver sprogundervisning pålagt moms på 25%. Det betyder, at priserne stiger med 25% i 2026. Dette kursus vil fremover koste 4.300 kr.
Ønsker du at SLIPPE FOR momsen frem til sommeren 2026, er der mulighed for at tilmelde sig kurserne og betale dette kursus inden 1. januar 2026 og dermed undgå at betale for moms.
BEMÆRK:
- FRITAGET for moms er kursister under 30 år
- FRITAGET for moms er kursister, der lærer fransk for at bruge sproget i en arbejdsmæssig sammenhæng
- AFDRAG på selvangivelsen kan alle få. Jeg sender en påmindelse ud til kursisterne i god tid før selvangivelsen



