ARLES. Jeg har et intenst forhold til Arles. Det er fjerde gang, jeg besøger byen for at arbejde på det internationale kollegium for litterære oversættere, der ligger midt i byen i det nedlagte hospital Hôtel-Dieu fra 1583, hvor van Gogh en kort tid var indlagt.
Mit forhold til byen svinger mellem ubehag og kærlighed.
Mest af alt elsker jeg dog byen. Det er svært at gøre andet, når man kommer fra Trinquetaille-broen over Rhone og ser Arles knejse sandfarvet, selvbevidst og også lidt skødesløst på den anden side, som om byen selv var klar over, at den er lige til at male – indrammet som den er af blå himmel foroven og smaragdgrønt flodvand med små legesyge bølger forneden. Og jeg – og næppe andre heller – er i tvivl om, at de nærmer sig en by med star quality. Præcis det syn har mødt den tilrejsende i de lidt over 2000 år, byen har eksisteret; kort fra byens mange storhedsperioder bekræfter, at bykernen ikke har forandret sig synderligt, helt nede på gadenetsplan ligger byen stort set, som den lå, efter at Julius Cæsar grundlagde byen i 46 f. Kr. Men ikke nok med det: allerede 1000 år forinden havde der været keltere, ligurere, fønikere og ikke mindst etruskere bosat her. Arkitektonisk er byen et overflødighedshorn af vidunderlige bygningsværker fra romertid, højmiddelalder, renæssance og klassicisme, så det virker i høj grad berettiget, at byens romerske og romanske bygninger siden 1981 har været på Unescos verdensarvliste.
Også markedet i Arles – det største i Provence, ja, nogle mener i hele Frankrig.
Er man så heldig at være i byen lørdag formiddag – den ene af de to ugentlige markedsdage – venter en oplevelse, der sætter alle sanser i svingninger: krydderdufte, varme, stærke farver, lavendel, oliven, spidse røde jordbær fra Carpentras, snehvide gedeoste fra små lokale producenter, stegte kyllinger på roterende spid, ratatouille, taboulé, paella i store pander, sæbe fra Marseille, ris fra Camargue, vandmeloner og nektariner, som driver af saft, der smages, vurderes, snakkes, flirtes, penge og varer skifter hænder i en stadig strøm i de fem timer, den gastronomiske komedie varer. Selvfølgelig skinner solen, karussellen kører, på en nærliggende græsplæne har et kuld ældre herrer trukket sig tilbage fra verdens tummel med et parti boules. Oui, oui, det er Provence med hele det store udtræk.
Jeg lader mig også gladeligt forføre af sommeren i Arles, hvor byen især i juli er kulisse for en stor fotofestival, der samler fotointeressede fra hele verden, en perlerække af provencalske fester, en festival for verdensmusik og kvartersfester, der gør, at hele byen koger af udensdørs liv især om aftenen.
Arles er fødeby for forskellige notabiliteter såsom Christian Lacroix, der ganske vist ikke gør det i haute couture længere, og Europas længstlevende kvinde, Jeanne Calment, der efter at have haft sin gang på jorden i 122 år og 164 dage lukkede sine øjne for sidste gang den 4. august 1997. Denne rekord betød i øvrigt, at hun var et år gammel, da telefonen blev opfundet, knap 12, da frihedsgudinden blev indviet og også var det sidste menneske på jorden, der havde mødt van Gogh. Hun var da 13 år og mindedes ham som snavset, dårligt klædt og ubehagelig, engang han købte lærreder til sine billeder i hendes fars forretning.
Og det er med van Gogh, at min film om Arles i nogen grad knækker. Mere om det senere.
Først lidt om endnu et bysbarn, nobelpristageren i litteratur fra 1904, Frédéric Mistral (1830-1914), som nok ikke er så kendt i den store verden, men har sat et massivt aftryk på byen og dens selvforståelse, ja på hele Sydfrankrig! Mistral blev den første fortaler for at løsrive Provence fra Frankrig, som landsdelen var blevet underlagt i 1536, og genoplive egnssproget provencalsk, “det første litterære sprog i det civiliserede Europa”. Han er god for en række bon mot’er à la “Når Vorherre kommer til at tvivle på menneskeheden, kommer han i tanker om, at han har skabt Provence” eller “Den, der har set Paris, men ikke Cassis, har intet set”. Den slags sælger – i Provence.
Sammen med fem andre provencalske forfattere dannede han i 1857 foreningen lou Felibrige for at holde provencalsk sprog, stort set det samme som languedoc, i live. Og ja, Languedoc er både betegnelse for en egn og et sprog. (langue d’oc og langue d’oïl, , hvor oc kommer fra latinsk “hoc“, altså “dette”, hvor man nordpå sagde “oïl“, nu “oui” for at udtrykke en bekræftelse, altså “ja” red.) Da sprog er alle tiders centraliserings- og magtmiddel, blev d’oc underlagt d’oïl.
Mistral brugte otte år af sit liv på at skrive Mirèio, provencalsk for Mireille, et langt episk versedigt om ulykkelig kærlighed fra 1859, og derefter endnu otte år på at udarbejde en provençalsk-fransk ordbog, der udkom i 1886. For de to præstationer fik han nobelprisen i 1904. Mistral brugte nobelpengene på at stifte egnsmuseet Arlaten, der i øjeblikket er lukket på grund af istandsættelse, men ellers bugner med uhæmmet, farverig folklore.
Folklore mangler der dog på ingen måde i bybilledet, især ikke i sommermånederne. For at fejre 100-året for Mistrals fødsel i 1930 fandt Arles festkomité på at krydre byfesterne med kåringen af La reine d’Arles “Dronningen af Arles”. Hvis man nu forestiller sig en Miss Arles-konkurrence, hvor babefaktor, brystmål og den slags spiller en rolle, er man gået helt galt i byen. For at komme i betragtning til dronningetitlen skal den unge arlésienne inkarnere den provencalske folkesjæl. Punktum. Det skader dog ikke, at hun også er lidt køn…Hun skal være mellem 18 og 24, være født eller have boet i Arles kommune. Hun skal have et indgående kendskab til provencalsk kultur, historie, geografi etc. og selvfølgelig kunne sætte håret og bære folkedragten på korrekt vis. Desuden skal hun beherske provencalsk, som stadig tales på landet i dag. Dronningens “regentperiode” er tre år, og hun må sværge på ikke at få en kæreste eller blive gift i den tid. Kort sagt: Blut-und-Boden light i provencalsk forklædning:
Den provencalske renæssance, som Mistral gav sin by, er så levende i den dag i dag, at man indimellem gnider sine øjne og tror, at det må være en practical joke, når man ser over 1000 Arles-borgere iført kompakte folkedragter hoppe og danse af sted på Boulevard des Lices i henved 30 grader en fredag aften. Men nej, folkloren vil ingen ende tage, to dage efter bliver den nye dronning af Arles, Astrid Giraud, indsat på tronen under en flere timer lang ceremoni i en propfulde romerske arena, og sådan bliver det ved med diverse arrangementer.
Men nu til Vincent van Gogh, den nederlandske maler, der forsvarsløs og uvidende om den bastante regionalkultur, kom hertil en februardag i 1888, hvor byen i øvrigt lå dækket af sne. Ingen kilder kan klarlægge, hvorfor van Gogh netop valgte Arles, kun at han kom med håbet om at kunne male billeder “med lidt friskhed, lidt ungdom, da min egen ungdom er en af de ting, jeg har mistet”.
Selv om Mistral og van Gogh var samtidige – van Gogh fødtes i 1857 og døde i 1890, tyder intet på, at de to nogensinde mødte hinanden. Under alle omstændigheder befandt de sig i hver sin ende af det sociale hierarki. Den ene var allerede dengang en af byens honoratiores, den anden var udlænding, fattig, og isoleret, en mærkelig “landskabsmaler” fra Holland. Ironisk nok står en stor statue af Mistral på Place du Forum, og hvis Mistral blot drejede hovedet 45 grader, ville han kigge over på Café de Nuit, som van Gogh malede sit berømte natbillede fra i lysende gule nuancer.
Når man kender til van Goghs inderste tanker, skyldes det hans intense brevskrivning fra 1872 til hans død i 1890, hvor han skrev over 800 breve, heraf 668 stilet til broderen Theo, der var hans fortrolige, ja, nærmest hans alter ego. Vincent skrev brevene på hollandsk, engelsk og fransk.
Byen, især da foråret kommer, hensætter van Gogh i en begejstret “kontinuerlig arbejdsfeber”, for træerne blomstrer og giver ham lyst til at “male en vanvittig munter provencalsk frugthave”, ligesom han lige fra de første dage taler om de smukke nætter. Allerhelst vil han dog male portrætter af kvinder og børn, men resignerer, “at det bliver nok ikke mig, der kommer til at gøre det, for jeg føler mig ikke nok som en hr. Bel-Ami til det.”
Van Gogh har boet flere forskellige steder i sit liv, London, Bruxelles, Paris, den Haag osv, men ingen steder følt den sociale eksklusion så voldsomt som i Arles. Som han skriver til Theo: “Jeg kan bedre lide at lave sjov end at føle mig alene, og jeg tror, at jeg ville føle mig trist, hvis ikke jeg tog alting fra den muntre side.” I starten føler han sig taget godt imod, får besøg af et par amatørkunstnere, men de kommer kun én gang, og de lokale kunstnere vender rygggen til den rødhårede hollænder og hans sære billeder. De eneste venner, han omtaler er “min ven, danskeren” (hvem er han?) og en belgier. Samt det lokale postbud, “Le facteur Roulin”,som han maler de forrygende portrætter af og senere endnu et par lokale arles-borgere. Men grundlæggende føler han sig alene i den sydfranske by og “de yndige små arlésiennes, som går til konfirmationsforberedelse, præsten i sin kåbe, der ligner en farlig flodhest, absinthdrikkerne, forekommer mig at være skabninger fra en anden verden”. En gang får han en ung Arlésienne til at posere, men “hun bad mig nok så troskyldigt om forskud for alle poseringerne, og siden har jeg ikke set hende.”
Efter et halvt år lykkes det ham at få en arabisk soldat, lige så marginaliseret som han selv, til at sidde model. Og senere også et par lokale, fx l’Arlésienne, der er café-mutter på Café de la Gare, hvor han bor, inden han flytter til det gule hus ved stationen.
Men trods den fremmedfjendske mobning bliver Arles stedet, der forløser ham som kunstner: “Selv dette kunstnerliv, som vi godt ved, ikke er det rigtige liv, forekommer mig at være så levende, og det ville være utaknemmeligt ikke at nøjes med det”, skriver han til Theo, som han også fortæller om sine refleksioner over tidens kunstneriske strømninger, såvel malerisk og litterært, og især feflekterer over, hvordan han kan nå ind til en kunstnerisk kerne og finde sit eget form- og farvesprog. I løbet af de 15 måneder, han opholder sig i byen, maler han over tre hundrede billeder ud af de 879, han maler i alt i sine ni år som maler.
Selv om van Gogh hævder at have affundet sig med at leve “mere eller mindre som en munk eller eremit med arbejdet som herskende passion”, hilser han kollegaen Gauguin velkommen, ja insisterer på, at han skal komme, så de kan oprette et lille kunstnerkollektiv i Arles. Gauguin ankommer d. 22. oktober, og det går som bekendt rent galt mellem de to og ender i et skænderi samt afskæring af van Goghs ene øreflip d. 23. december. Om det er den ene eller den anden, der gør det, skal ikke debatteres her, kun er det sikkert, at Gauguin skynder sig væk, og van Goghs nedtur starter.
Han indlægges blødende på hospitalet i Arles, kommer sig og får af sin læge, doktor Rey, som han portrætterer, lov til at tage hjem til det gule hus om dagen for at male.
En række beboere i Arles føler sig imidlertid ikke trygge ved den mærkelige maler, og i februar laver de en håndskreven underskriftindsamling, der i dag ligger i byens arkiver: “Hr Borgmester, undertegnede borgere i byen Arles har æren af at gøre Dem bekendt med, at den såkaldte Vincent, den hollandske landskabsmaler, der har boet her i nogen tid, gentagne gange har givet indtryk af, at han ikke har alle sine mentale egenskaber intakte, at han giver sig hen til umådeholdent drikkeri, hvorefter han befinder sig en tilstand af overophidselse, således at han ikke længere ved, hvad han gør, ejheller hvad han siger og bliver meget besværlig, når folk siger det til ham. Han skaber således frygt blandt kvarterets beboere og især blandt kvinder og børn.
Derfor har vi æren at bede Dem om i den offentlige sikkerheds navn, at Vincent genforenes med sin familie, eller at denne vil udfylde formaliteterne, således at han overføres til en sindssygeanstalt for at undgå enhver ulykke, der helt sikkert vil finde sted en dag, hvis ikke der bliver taget forholdsregler i den anledning.”
De bange beboere får deres vilje. Vincent van Gogh overføres i maj 1889 til det psykiatriske hospital i Saint-Rémy og formenes adgang til det gule hus, hvilket han bliver knust over. Han bliver i Saint-Rémy til maj 1890, hvor han flytter til den nærliggende lille by Auvers-sur-Oise. Den 29. juli 1890 begår van Gogh selvmord. Kort forinden har Theo solgt det eneste billede, Vincent sælger, mens han lever. Theo, der i mellemtiden er blevet gift og far til en lille dreng, dør under et halv år efter.
At gribe til kontrafaktisk historieskrivning fører ingen vegne hen, men interessant er det at se, hvordan byen Arles i dag håndterer sin egen rolle i van Goghs liv og død. Og svaret er i al sin korthed: Kollektiv fortrængning. Flere mennesker i byen, som jeg har talt med, kender således ikke eksistensen af underskriftindsamlingen.
Til gengæld vælter byen, som dengang ikke ville vide af ham, sig nu uhæmmet i van Goghs minde og tjener kassen på merchandise, og turistbrochurerne fremhæver van Goghs tid i byen som “intens”, “lidenskabelig”, hans “mest produktive periode”. Der er lagt en gul van Gogh – rute i byen med gule fliser, og turistbureauet arrangerer guidede ture i byen, hvor man kan se de lokaliteter, som van Gogh malede. Mange af bygningerne har byens administration i håbløs uduelighed jævnet med jorden. Det gælder fx Det gule hus, som nu kun mindes med en plade. Hôtel Dieu var ved at lide samme skæbne, da hospitalet lukkede i 1976: Bygningen forfaldt fuldstændigt, haven blev raseret og omdannet til parkeringsplads, men en klog Arles-borger fik den lysende idé at omdanne stedet til kulturhus, mediatek og oversætterkollegium. Nu pludrer springvandet og blomsterbedene er genplantet som på van Goghs tid, og japanske og amerikanske turister knipser om kap for at indfange den fine stemning i gårdhaven, hvis de da ikke spiser en bid mad på Café de nuit. Caféen, der slet ikke var gul, da han malede den, går nu ifølge lokale venner og internetanmeldelser for at være den mest rådne turistfælde, som tænkes kan: Snavset sted, der serverer fordærvet mad til overpris.
Pont de langlois havde bystyret også fjernet, men den er nu genopbygget et andet sted. Sidst, jeg tog derud, kunne man se en graffiti, Vin¢ent, en utvetydig hentydning til, at byen driver fed profit på en kunstner, den eskluderede psykisk og fysisk.
Da jeg en aften taler med direktøren for det internationale oversætterkollegium Jörn Cambreleng, der er halvt tysk, halvt fransk, om byen Arles ikke er lidt selvfed og indadvendt, svarer han: “Lidt? Nej, enormt! Hvis du lægger mærke til det, så er alt, der har bidraget til denne by, kommet udefra: Romere, grækere….hollændere..”
Én hævn har van Gogh taget over Arles. Ikke en streg, ikke et maleri fra hans hånd er der i byen i dag. Det portræt, som van Gogh malede af dr. Rey, brugte hans mor til at stoppe et hul i sit hønsehus.
